Hvad kan jeg opleve i haven?
Haven giver dig mulighed for oplevelser, aktiviteter, fordybelse eller samvær. Vælg, hvad du har lyst til.
Dyr
Vi har masser af liv i haven. Fritgående ænder, et hønsehus og en voliere med sangfugle, nymfeparakitter og undulater giver mulighed for sjove oplevelser.
Det kan også være, du møder vores to katte Sorte og Perle, som løber frit rundt i haven.
Du er velkommen til at være med, når vi starter dagen med at fodre. Kom kl. 9.15.

Planter og blomster
Gå på opdagelse iblandt vores mange forskellige blomster og planter.
Her kan alle sanser komme i spil. Afhængig af årstiden finder du fx både krydderurter, blomster, bær, lavendler i haven. Er dette ikke nok, rummer området også mange andre planter.
Andre dejlige ting
Haven er indrettet med flere bord-bænkesæt, hvorfra man kan sidde og nyde haven.
Der er en flot panoramaudsigt fra bakken, hvor man både kan se ud mod Storebælt og ud over havens sø.
Vi har to sheltre, hvor man kan tage en middagslur eller blot nyde fornemmelsen af at sidde i en hule, de kan dog ikke udlånes til overnatning.
Er vejret dårligt, har vi en hyggelig pavillon, hvor vi kan tænde op med bål og råhygges.

